DSCF5529.png
 

Lidt om ham med kameraet

For at starte med det åbenlyse, så hedder jeg Anders og er bryllupsfotograf. Jeg er gift med Mia, og vi bor sammen i vores skønne rækkehus i Mårslet, lige syd for Aarhus. Jeg elsker Mia, mad, vin, rejser, søndage på sofaen med serier og fotografering. Vi rejser så meget, som vi kan slippe afsted med, og så langt væk som vi har råd til. Det meste af den smule fritid jeg har herhjemme, bliver brugt med god mad og endnu bedre vin i selskab med gode venner og familie.

Jeg er lidt en nørd med det meste, som jeg giver mig til. Jeg lever efter filosofien; hvis noget er værd at gøre, er det også værd at gøre ordentligt. Det betyder, at jeg fordyber mig endeløst i alt, hvad jeg giver mig til. Jeg er nørdet med mange ting. Jeg kan bruge timevis i køkkenet, på at lave mad til mine venner og familie. Vi har en lille køkkenhave, hvor jeg har nørdet med selv at forspire alle planterne. Det er når jeg fordyber mig og nørder, at jeg slapper mest af. Det jeg er mest nørdet med, er dog fotografering. Jeg går ikke langt uden mit kamera, hvilket til tider kan drive min kone til vandvid, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

Jeg har fotograferet bryllupper professionelt siden 2010, og der er ikke noget, der er mere givende for mig, end at se hvor glade jeg kan gøre andre mennesker, ved at forevige nogle af de vigtigste minder fra deres liv. Min stil er ung, afslappet og upoleret. Jeg brænder for at lave billeder, som ikke blot er glansbilleder, men minder fra en dag, som har været fyldt med indtryk, følelser og stemning. Det er billeder af jer og jeres gæster, der griner, græder og danser, som var der ingen der kiggede. Mit mål er, at lave billeder, som når I finder dem frem om 40 år, sender jer direkte tilbage til den følelse, I havde på dagen. Billeder som bringer alle minderne frem.

Jeg lever ikke udelukkende af at tage bryllupsbilleder, men jeg elsker det, og det fylder enormt meget i mit liv. Jeg forsøger at begrænse det til omkring 20 bryllupper om året, så der også er lidt plads til at trække vejret og slappe af. Det er vigtigt for mig, at jeg har det sjovt med det hver gang, og derfor skal jeg også have plads til at komme ned i gear. 

Jeg er uddannet cand.merc.jur fra Aarhus Handelshøjskole, og arbejder til dagligt i Region Midtjylland som udbudsansvarlig, hvilket i praksis betyder, at jeg er projektleder på meget store indkøbsprojekter i regionen. Fordi mit primære job er så forskelligt fra mit selvstændige erhverv som bryllupsfotograf, føles det ikke som et ekstra arbejde, men blot som muligheden for at bruge tid på min store passion for fotografering. 

Jeg ville elske at høre en masse om jeres bryllup, så hvis I tænker, at jeg er den rette til at forevige jeres store dag, så hold jer ikke tilbage for at kontakte mig.